Leg med lidelse i familien

Vi kan nemt komme til at forestille os, at meditation og bevidsthedsarbejde er noget, der er adskilt fra hverdagen. Det er det ikke – tværtimod. Formålet er netop, at det skal være til glæde og gavn – ikke bare for os selv, men også for de mennesker vi har omkring os, for naturen og ikke mindst for den tid vi lever i. Og det bliver det kun, hvis vi bringer det ind i vores hverdag, f.eks. ind i vores familieliv. Det er baggrunden for, at vi afholder Familiecamps på Tigerens Rede.

I fire sommerdage var familier samlet på Familiecamp på Tigerens Rede. Ens for dem alle var en nysgerrighed efter at undersøge, hvordan et helt almindeligt dansk familieliv kan kombineres med meditation og bevidsthedsarbejde.

På campens anden dag var børnene på Vildskabsværksted, hvor der blev malet flag, der kunne blafre i vinden. Imens var forældrene samlet i meditationssalen for at høre om og meditere på de tre dyr: slangen, hanen og grisen.
De tre dyr er oprindeligt hentet fra det buddhistiske billede: Livets hjul, hvor de symboliserer tre vigtige årsager til lidelser i menneskers liv. Hanen står for begær, Slangen for vrede og Grisen for dovenskab. Ens for de tre er, at de er til stede i os alle, og når de har tag i os, så laver de en masse unødvendig ballade og sikrer at vi ikke lever og udfolder det liv, som vi gerne vil. På Tigerens Rede er de tre dyr blevet bearbejdet, forstået og oversat til en nutidig vestlig sammenhæng.

Nogle af forældrene kendte til de tre dyr, mens de for andre var nyt stof. Men for alle var det en ny og interessant øvelse at se på, hvordan dyrene med deres vrede, begær og dovenskab danser deres dans i hverdagens familieliv – i den enkelte, i partneren og i samspillet med ens børn. Der blev også set på, hvordan bevidsthed, kærlighed og kompromisløshed er en hjælp ud af dyrenes greb.

• Bevidstheden gennemskuer dyrenes måder at opføre sig på, så vi kan se dem fra et højere perspektiv.
• Kærligheden ser på dyrene i os selv og hinanden med overbærenhed og accept.
• Kompromisløsheden giver os det mod og den kraft og vedholdenhed, der skal til for at kunne gøre op med dyrene og vælge dem fra i ens liv.

Næste formiddag var det tid til at gå på opdagelse i og lege med de tre dyr i hele familien. Børn og voksne fik fortalt historien ‘Dyrehaven i min mave’ skrevet af Bolette Schiøtz. Der blev lyttet opmærksomt og stillet mange spørgsmål. Forældrene blev bagefter delt i grupper, hvor de skulle forberede et lille skuespil fra hverdagens familieliv, hvor de tre dyr var på spil. Hver person i gruppen skulle agere et af de tre dyr, som børnene under fremvisningen skulle gætte. Skuespillene var hylende morsomme, og latteren fyldte rummet. Børnene var ualmindeligt gode til at spotte dyrene. Samtidig blev det tydeligt og vist også lidt konfronterende for forældrene at se, hvordan de tre dyr kan snige sig ind og besværliggøre alle mulige situationer i hverdagen, f.eks.:

• hvordan Slangens vrede og kontrol kan ødelægge al glæden ved aftensmaden med et utal af korrektioner og irettesættelser
• hvordan Hanens begær efter det perfekte familieliv kan gøre en fridag med familien til et uoverskueligt projekt og udstyrsstykke frem for tid med fordybelse og væren
• hvordan Grisens modvilje mod at tage ansvar kan give børnene alt for vide rammer i forhold til f.eks. spilletid, så der ikke bliver nok plads til samvær og nærhed.

Efter en kort pause begav familierne sig i silende regn op på marken og i haven. De tre dyr havde gemt sig og skulle findes. Et godt samarbejde på holdene sikrede, at dyrene blev fundet. Og det til trods for, at griseholdet ikke rigtig gad, når det var så vådt og koldt, at slangeholdet hele tiden kom til at skælde hinanden ud, og at haneholdet kæmpede med, at alle på holdet ville være først og bedst. I ly for regnen blev den vellykkede dyrejagt fejret med lakridsstænger.

Bagefter fik hver familie tre sten, som de malede de tre dyr på. På den måde fik hver familie et sæt sten med hjem, så de kunne fortsætte legen med at få øje på dyrene i familielivet. Vi blev enige om at skrive kærlighed, bevidsthed og kompromisløshed bag på stenen, så stenen kunne vendes, når dyrene var i ro.

Flere af forældrene gav udtryk for, at det havde været tankevækkende at se, hvordan de tre dyr nemt sniger sig ind i familielivet. Og hvor unødvendig træls og besværligt de gør helt almindelige dagligdagssituationer. Forældrene var tændte på at lege videre med dyrene derhjemme og glade for at få et fælles sprog for det i familien.

Efter campen fik vi flere tilbagemeldinger fra forældre om, at det havde været virksomt og brugbart at arbejde med dyrene på en direkte, konkret og legende måde.

En mor fortalte, hvordan hun havde siddet med familien på terrassen en sommeraften, hvor hun var utilfreds og vred over alverdens småting. Hendes datter gik ind i huset og kom tilbage med slangestenen, som hun uden ord skubbede tværs over bordet til morens plads. Det blev på den måde komisk tydeligt, at der var en slange på spil. De fik snakket om, hvorfor mon slangen kom i spil, hvad der skulle til for at få den i ro, og at den nok bare havde brug for lidt kærlighed. Snakken var en hjælp i sig selv – vreden kunne slippe, og det blev igen muligt at nyde sommeraftenen med familien.

En anden mor fortalte, at der i en lang periode havde været konflikt omkring hendes ældste søn, når han skulle have tøj på. Efter Familiecampen snakkede hun og sønnen om konflikten med udgangspunkt i dyrene. De blev enige om, at hun uden tvivl blev en vred slange og han en hane, der ville bestemme det hele. Efterfølgende lavede de sjov med dyrene i situationen. Det gav en lethed, og konflikten opløste sig lidt efter lidt af sig selv.

Forestil jer hvilken betydning det vil have for børn, hvis mor og far møder de dyr, der er i familielivet med bevidsthed, kærlighed og kompromisløshed. At vrede, begær og dovenskab ikke er ubevidste strukturer, der raser løs og genererer lidelse i familielivet, men i stedet er bevidste strukturer, som man kan lege med, grine af og ikke mindst hjælpe hinanden ud af.

Det vil give et familieliv med mere glæde, kærlighed, frihed og mening.

Louise Søndergaard, Dorte Mathiasen og Thomas Klippe