Hvad er tantra?
Tantra handler ikke kun om sex, men om en holdning til livet og om et højere perspektiv, der beriger hele din hverdag og dit møde med andre mennesker. Det handler også om evnen til at samarbejde.
Tantra er et svar på en længsel efter at opleve en fri og naturlig seksualitet, der samarbejder med hjerte og sjæl. Tantra er et tilbud om en fornyelse af forholdet mellem mænd og kvinder og af synet på seksualitet, kærlighed og spiritualitet.
Tantra er de senere år blevet meget udbredt i Danmark, og der findes i dag mange forskellige forståelser af og retninger indenfor tantra.
I Tigerekspressen holder vi kurser og workshops i den tantra, som udspringer af Anne Sophie Jørgensens undervisning på Tigerens Rede i Gedved.
Tantra er:
- når der er proces
- når sex, kærlighed og spiritualitet arbejder sammen
- en indstilling til livet og andre mennesker
- sex med energibevidsthed
I tantra kan man møde sin kraft, blidhed, hengivelse, præcision og alt, hvad man ellers indeholder. Tantra åbner hele mennesket og muliggør et dybere møde med partneren og livet.
For eksempel:
- Hvordan kan mænd og kvinder hjælpe hinanden
- Hvordan kan I få parforholdet til at fungere i hverdagen
- Hvad er dine behov – og hvordan får du dem i spil?
- Lær din kraft at kende og få den i spil i forhold til partneren og dagligdagen
Tantra er proces
I vores forståelse af tantra er der fokus på proces – ikke på form og teknik. Du kan bruge alt, hvad du møder i dit liv som brændstof i din tantriske proces. Alt kan tages ind, gives kærlighed, forvandles og slippes igen. Der er proces, når der er udvikling i dig, din partner og i parforholdet.
Hør Anne Sophie Jørgensen fortælle om tantra
Tantra er når sex, kærlighed og spiritualitet arbejder sammen
Gennem tantra kan man få en oplevelse af, at både seksualitet, kærlighed og spiritualitet fra naturens hånd hænger sammen. Vi skal ikke gøre noget særligt for at forene disse kræfter, men vi skal holde op med at lade jeget splitte tingene op.
Du kender sikkert forskellen på at have sex med kærlighed og uden kærlighed. Sex kan være lige god, men når hjertet er med, giver det et dybere møde, en ekstra dimension.
Måske er du også en af dem, som har prøvet at hjerte og sex ikke vil det samme? Der er dem, du elsker og dem, du tænder på. Det kan give store kvaler.
Tantra kan hjælpe med at forbinde hjerte og seksualitet. Og med tantra kommer den spirituelle dimension også ind.
Forestil dig et seksuelt møde, hvor der er kærlighed og et møde mellem de to sjæle. Det er perspektivet på den tantriske seksualitet.
Top og bund
Kontakt til meditation, sjæl og Gud knytter sig til toppen af energisystem. I bunden finder vi de instinktive kræfter: aggression, seksualitet og orgasmekraft.
Spirituelt søgende mennesker retter ofte deres opmærksomhed mod toppen og har tendens til at ringeagte dybets kræfter. Det er synd, for ved at få bedre fat i bunden af energisystemet kan vi få adgang til en masse kraft og energi.
Tantra udvider forståelsen af sex til at strække sig fra dybets kræfter til de spirituelle højder. Hele energisystemet kommer i spil, og du får mange flere strenge at spille på.
Også i din hverdag vil du få glæde af kontakten til den store energimængde i bunden samt et højere perspektiv på dit liv.