Dans & sans – med hjertets nydelse
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Alina: 31100309 / Alina@tigerekspressen.dk
Dans og sans er et legende bevægelsesrum, som inviterer til at arbejde kropsligt og danse og sanse det, der fylder i dit liv lige nu.
Du bydes ind i et rum, hvor vi øver os i at lade livet strømme igennem os. Du inviteres til at mærke krop, kraft, følelser, meditation, leg og udveksling med andre. Og danse og sanse alt det der dukker op. Der er ingen rigtige eller forkerte trin, al bevægelse er velkommen.
Programmet indeholder kropslig opvarmning. En kort intro til aftenens tema efterfulgt af både individuelle, par- og gruppeøvelser. Derefter en længere dynamisk improvisationsdans uden guidning. Her kan du lade din krop vise vej og lade din dans og sansning udvikle sig. Der vil både være musik, som taler til den instinktive urkraft, til leg og samarbejde og til det stille og meditative. Vi afslutter med en guidet landing i egen krop og en kort refleksion.
Aftenens tema: Hjertets nydelse
I dansen denne aften skal vi undersøge hjertets nydelse. Du får mulighed for gennem kropslige øvelser at blive klogere på, hvordan og hvornår du kan nyde at mærke hjertet og mærke dit eget hjerte i samspil med andre hjerter.