RETHINK Kvindelighed
Tiden er inde til at gentænke kvindelighed. Nu skal den handle om kvinders autoritet og kraft for at få mere livsglæde og frihed!
Ja, ja. Kvinder og mænd er forskellige. Det kan vi hurtigt blive enige om.
Men hvordan er vi forskellige? Det kan straks give større diskussion.
Er vi kvinder det blide og svage køn, mens mænd er det voldsomme og stærke?
Er der et feminint princip, som er passivt og modtagende og et maskulint, som er aktivt og udfarende?
Er en kvinde ukvindelig, når hun bliver vred og vil ændre på tingene? Er hun i sin maskuline side, når hun finder sin gennemslagskraft frem.
Det er nok de færreste, der vil svare klart ja. Men hånden på hjertet: der ligger en snert i os alle, mere eller mindre. Og det er et tankesæt, der begrænser os. Meget mere end vi gør os klart. Det lukker af for store dele af vores potentiale.
Klip en hæl
Som andre kvinder stræber jeg naturligt nok efter at være en god og attraktiv kvinde. For min egen og for verdens skyld. Men hvis jeg så navigerer efter ovennævnte tankesæt, er jeg nødt til at styre uden om vigtige ting i mig selv.
Som kvinde må jeg styre udenom handlekraft, udfarenhed og vrede. Eller skrue ned for ikke at virke ukvindelig.
Der må klippes hæle og hugges tæer for at kunne være i kvindekassen!
Kvinde med kraft – en opgave i tiden
Og jo, kvinder har også kraft, styrke og mod. Ufattelig meget faktisk. Men hvad gør vi så, når disse ting er så svære at opfatte som kvindelige?
De anvendes desværre alt for tit i kampen for at skabe et ideelt hjem, holde styr på partner, børn, hjem og husdyr. Jeg bager mit hjemmebagte palæobrød, går i fitness og kører lille Violetta til violin for at vise verden, hvilken skøn kvinde, jeg er.
Perfektionisme og kontrol er denne tids svøbe for kvinder især. Verden har brug for noget andet, og gæt hvem, der skal tage det opgør?!
Vejen til dybet – et opgør med kontrol
Vejen til at frisætte min kvindelige kraft går nedad i energisystemet: få et godt forhold til de instinktive kræfter, aggression og seksualitet. At turde give slip, turde være grim og være vred. At turde åbne op for vildskab.
Det lyder som det rene kaos for en perfektionistisk kontrolfreak, men jeg kan fortælle hende, at det er en vej til naturlig autoritet og balanceret gennemslagskraft. Og til mere livsglæde, polaritet og ikke mindst FRIHED.