Tigerekspressen.dk

af Mette Magnolia Sommer og Dorte Mathiasen

Tigerpædagogik giver et bud på, hvordan børn kan udvikle sig til frie, livsduelige og ansvarlige mennesker. Formålet er at hjælpe børn med at bevare kontakten til sig selv, til livsglæde, spiritualitet og instinktkræfter. Denne kontakt ruster børnene til at kunne håndtere og forbedre den verden, vi lever i. 

Derfor er Tigerpædagogik blandt andet rettet mod samfundet og den tid, vi lever i. En tid med krav om fleksibilitet, omstillingsparathed og læring hele livet. Mennesker i dag har brug for evnen til at kunne navigere i et utal af muligheder, for man vælger selv sin vej og levevis.

Hvis vi ser på de kvaliteter, som erhverslivet i stigende grad efterspørger, handler det om kreativitet, fleksibilitet, selvstændighed og om evnen til at skabe nyt. Paradoksalt nok kunne det være en beskrivelse af børns måde at være i verden på, når de får lov at udfolde sig frit og naturligt. Spørgsmålet er så, hvorfor har vi så travlt med mål og læreplaner, hvis børnene i virkeligheden allerede besidder de kvaliteter, der efterspørges i nutidens og fremtidens samfund?

Tigerens kvaliteter
Tigerpædagogik handler om at anerkende børns medbragte ressourcer, hvilket vil være til glæde og gavn for både børnene og samfundet. De medbragte ressourcer kan sammenlignes med en tigers kvaliteter. En tiger er vild, instinktiv, sensitiv, social, klog og åndfuld. Den repræsenterer evnen til at have kontakt højt oppe til det spirituelle samtidig med, at den er forankret dybt nede i det instinktive og i aggressionskræfterne. Det er de voksnes opgave at vise, hvordan disse ressourcer kan kobles med ansvarlighed, struktur og overblik.

Og hvad skal denne tigersnak nu gøre godt for? Vi er jo mennesker, ikke dyr! Hvis børn skal blive livsduelige og honorere tidens krav uden at vælte omkuld, har de brug for en tigers kvaliteter. Det gør dem i stand til at være åbne overfor andre mennesker og de læreprocesser livet byder på, samtidig med at de står fast i sig selv. En tiger kan mærke sig selv, den kan mærke sine behov og den ved instinktivt, hvad der er rigtigt at gøre i en given situation. I en tid, hvor vi selv skal træffe vores valg og navigere i forskellige livssammenhænge, vil disse evner være til stor nytte. Her er brug for en tiger, som kender sig selv.

De voksne viser vej
Tigerpædagogik er kort sagt forældrenes og de professionelles evne til at rumme børnenes indre tiger. Tigerpædagogikken handler om at undgå at spolere det, som børnene kommer med og allerede har og om at sætte nogle rammer, indenfor hvilke børnene kan lære at give disse gode egenskaber en brugbar form. Børnene skal hverken lære at pakke det instinktive og spirituelle væk, eller at lade det gå agurk. Det skal bruges konstruktivt i den verden, de skal vokse op, og det er den voksne, der viser den vej. Vil man have børn med en naturlig kontakt til det spirituelle og instinktive, må man sørge for at de omgås voksne, som har dette. For børn kopierer automatisk det, den voksne viser og indeholder. Har den voksne svært ved at stå ved sin spiritualitet, instinktkræfter og aggression, er det medvirkende til, at børnene lærer at afskære sig selv fra de kvaliteter.

De voksne må altså have lært de sider af sig selv at kende, for at de kan vise børnene hvordan man håndterer dem, så det bliver til gavn og glæde for både én selv og mennesker omkring én. Dette vil for de fleste mennesker kræve et stykke selvudviklings – og konfrontationsarbejde.

Instinktivitet som spiritualitetens fundament
Spiritualiteten har i en lang periode haft trange kår, idet mange mennesker slet ikke har kunnet se, hvad man skal bruge sådan noget til. Men i disse år er der en voksende interesse for emnet, og inden for pædagogikken taler bl.a. Howard Gardner om børns spirituelle intelligens. En væsentligt pointe i Tigerpædagogikken er som nævnt, at kontakten til det spirituelle indbefatter sans for det instinktive. Hvor man normalt forbinder spiritualiteten med noget som ligger "opad" (Gud, himlen, engle osv.), så er det vores erfaring, at en reel spirituel kontakt altid bør modsvares af en forankring dybt nede i instinkter, urkræfter, seksualitet og aggressionskraft. Er der ikke dette modsvar, kan spiritualiteten komme til at handle om idealer og moral, det bliver for fromt og luftigt. Skal spirituel indsigt derimod få fodfæste og omsættes i det konkrete, daglige liv er der hjælp og råstyrke at hente i disse kræfter.

Men hvor spiritualiteten begynder at vinde frem, så har instinktkræfterne stadig en forstemmende lavstatus. Hvem sætter pris på vrede og aggression? Sætter man pris på det, så er det i hvert fald noget med, at man har lært at håndtere det ordentligt, altså styre og tæmme det, og ikke noget med at det i sin natur har værdi. I Tigerpædagogikken anses de instinkitve og vilde kræfter som ressourcer, der har en værdi i sig selv.

Konsekvenser for det pædagogiske arbejde
Har man fat i sine instinkter, kan man være sammen med børn på en naturlig, legende og afslappet måde. Man behøver ikke slå op i en læreplan, for at vide, hvad de har brug for, man kan mærke det. Når man er i det naturlige samvær, har spiritualiteten og barnets essens mulighed for at udfolde sig og finde veje til udtryk. Så er der pludselig rigtigt mange ting, som ikke længere er et problem.

At fremme børns kontakt til det spirituelle og instinktive handler derfor dybest set ikke om at indføre en bestemt pædagogisk praksis i daginstitutionerne eller i hjemmene, om end det kan være en god støtte at bruge forskellige aktiviteter, som understøtter processen. Aktiviteterne i sig selv gør ikke arbejdet. Det gør en særlig kommunikationsteknik heller ikke. Der er ingen smutveje, ad hvilke den voksne behændigt kan undgå at se på sig selv og lære at tage ansvar for egen spiritualitet og kraft.

Skal man tale om, hvad man konkret kan gøre, kan man dog sige, at de aktiviteter og måder at være sammen på, som fremmer børns kontakt til det spirituelle og instinkitve, er alt det som er naturligt for børn: At danse, synge, spille musik, udforske naturen, udforske kroppen, tumle og slås, udfolde sig kreativt, fortælle historier, bruge fantasien, tegne, slappe af og mærke kroppen og sanserne eller bare sidde og glo ud i luften.

Helt konkret kan man f.eks. sætte tid af til at de børn, som har lyst, kan slås og tumle med en voksen. Her kan børnene eksperimentere med deres aggressionskraft og fysiske styrke indefor rammer, som aftales mellem børnene og den voksne. Der kan være forskellige regler, som f.eks. at man ikke må sparke. Et sådant eksperimentarium kan være med til at tage trykket af nogle af børnenes frustrationer og lære dem at omsætte energien på en måde, som skaber morskab og nærvær. Det kan ofte betyde, at de senere bliver mere rolige og bedre kan koncentrere sig.

En anden aktivitet kan være fortælling. Børn elsker som regel at få fortalt historier, og kommer de først i gang, er de fleste også vilde med selv at fortælle. Her kan man etablere et særligt ”fortællerum” med stearinlys, puder og en fortællestol, som den, der fortæller, sidder i. Den voksne kan starte med at fortælle, og senere får nogle af børnene måske lyst til at prøve. Er fortællingerne af en vis kvalitet, rummer de eksistentielle, almenmenneskelige temaer, og kan dermed hjælpe børnene til at strukturere det, de oplever i deres eget liv. De kan genkende sig selv, og lære af hvordan andre oplever og håndterer situationer. Dermed kan fortælling være med til at skabe mening i og perspektiv på barnets verden. Spiritualitet handler nemlig også om, at vi alle er forbundne bla. gennem de temaer, som er en kilde til glæde eller lidelse i alle menneskers liv.

Det er klart en fordel at de voksne, som laver disse ting sammen med børnene, selv har en vis grad af begejstring for aktiviteten. At den voksne kan mærke, at det her taler til hans eller hendes kreativtet, libido og evne til nærvær.

Hvad skal vi gøre?
Vi vil altså opfordre til, at de voksne, som kan se det meningsulde i at børnene bevarer kontakten til instinktivitet og spiritualitet, starter med at få kontakt til deres egen, indre tiger. Dermed vil de nemlig automatisk kunne få øje på barnets og turde lege med den. Det giver et naturligt og ligeværdigt samvær mellem børn og voksne, hvor emotioner, fantasi, vanskeligheder, inspiration og meget mere kan få plads til udfoldelse og blive en del af livsprocessen.