Som noget nyt tilbyder Tigerekspressen kurser og foredrag indenfor emnet børn og familieliv. Undervisningen handler om at bringe proces og spiritualitet ind omkring fødsel, seksualitet, familieliv, pædagogik og forholdet mellem børn og voksne. Det er dybest set naturligt, at spiritualiteten hænger sammen med disse almindelige sider af livet, men vi mennesker har en tendens til at ville holde tingene adskilt. Derfor ses spiritualiteten ofte som en fin pyntefjer i hatten - en luksus man kan tillade sig, hvis man har tid og råd. Vi vil i stedet slå et slag for at spiritualiteten ses som fundamentet for alt, hvad vi foretager os.
Kurserne i disse emner udspringer af vores ønske om at bringe spiritualiteten ind i den tid, vi lever i, så den kan være med til at frugtbargøre og bevidstgøre de læreprocesser, mennesker står overfor. Vi kommer med et bud på, hvordan spiritualitet og hverdagsliv kan være i balance, så de to aspekter skaber dynamik og livsglæde i stedet for at modarbejde hinanden.
